Vores historie og formål

Et fællesskab med
plads til alle

Under Regnbuen, Odsherred er en frivillig LGBT+ forening, der arbejder for at skabe fællesskab, tryghed og synlighed for LGBT+ personer. Vi tror på, at alle mennesker fortjener at kunne være sig selv uden at skulle forklare, skjule eller forsvare, hvem de er.

Vores forening har base i Odsherred, men vi har medlemmer fra hele Sjælland. Vi samler mennesker på tværs af alder og baggrund med et fælles ønske om at skabe et sted, hvor man kan møde ligesindede, danne nye relationer og føle sig som en del af et fællesskab.

Fra idé til fællesskab

Under Regnbuen blev stiftet i oktober 2022 med et ønske om at styrke LGBT+ fællesskabet i Odsherred og omegn.

Vi ville skabe nogle af de mødesteder, som kan være svære at finde – særligt i et område, hvor man ikke nødvendigvis møder andre LGBT+ personer i hverdagen. Et sted, hvor man kan komme, som man er, og hvor der er plads til både samtaler, grin, venskaber og nye oplevelser.

Siden starten har foreningen udviklet sig med flere aktiviteter og tilbud for både unge og voksne. I dag har vi blandt andet ungegruppen URO, voksenfællesskabet og forskellige sociale arrangementer.